Ombudsmanden finder fejl ved Offentlig Digital Post

Borgernes muligheder for at kommunikere med de offentlige myndigheder er væsentligt begrænset af, at det it-system, som myndighederne bruger, ikke er godt nok.

Det fremgår af to nye redegørelser fra Folketingets Ombudsmand, der har fundet juridiske mangler ved Offentlig Digital Post.

Siden november har danskerne haft pligt til at modtage breve fra offentlige instanser i en digital postkasse. Kun under særlige omstændigheder er det muligt at blive fritaget fra at modtage sin post over internettet.

Men den digitale løsning, myndighederne har valgt, er altså ikke pletfri, konstaterer ombudsmanden.

Blandt andet er det i nogle tilfælde ikke muligt at se hvilken offentlig myndighed, der er afsender af et brev. Et andet problem er, at breve sendt fra borgere til myndigheder kun kan fylde 10 megabyte og indeholde 10 bilag.

- Erfaringsmæssigt fylder mange henvendelser fra borgere mere, end den digitale postløsning tillader.

- Jeg mener derfor ikke, at borgernes ret efter loven reelt opfyldes af den eksisterende løsning, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

Ombudsmanden hæfter sig også ved, at det i nogle tilfælde ikke er muligt at se, hvilken myndighed et brev i den digitale postkasse kommer fra. Det er i strid med grundlæggende forvaltningsretslige principper, anfører han.

- Risikoen for at overse et vigtigt brev er alt andet lige større, når man ikke kan se, hvor et brev kommer fra, siger Jørgen Steen Sørensen.

Til februar er det meningen, at en nyere version af systemet, Digital Post 2, skal tage over fra det nuværende system, og det skulle gerne rette op på manglerne.

- Sagen er endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er, at offentlige myndigheder sikrer, at nye it-systemer lever op til grundlæggende forvaltningsretslige krav fra starten, siger ombudsmanden.

/ritzau/

Dagens Gossip