Ombudsmanden kritiserer afdelinger for tvangsfiksering

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, retter kritik mod en række psykiatriske afdelinger for manglende overblik over tvangsfiksering.

Sammen med Institut for Menneskerettigheder og Dignity, Dansk Institut mod Tortur, har ombudsmanden besøgt 31 psykiatriske afsnit i 2014, og det er på den baggrund, at han nu rejser kritikken mod nogle af afdelingerne.

- Nogle psykiatriske afdelinger har ganske enkelt ikke tilstrækkelige statistiske oplysninger om deres egen brug af tvang.

- Og hvis man ikke kan gå ind og studere mønstre og årsager, er det ikke let at nedbringe for eksempel tvangsfikseringer af patienter, siger han.

Ombudsmanden anbefaler, at afdelingerne løbende udarbejder og anvender statistik over tvang. Det skal blandt andet være med til at nedbringe brugen af tvang mest muligt.

Han peger samtidig på, at andre afdelinger står som gode eksempler på, hvordan statistik effektivt kan bruges.

Et af problemerne, som ombudsmanden har kunnet konstatere, er manglende lægelige vurderinger af de tvangsfikserede patienter.

En tvangsfikseret patient har krav på, at der foretages en lægelig vurdering fire gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt. Men den regel overholder alle psykiatriske afdelinger ikke, kunne ombudsmanden konstatere ved tilsynsbesøg.

Folketingets Ombudsmand fremhæver et eksempel fra Sjælland, hvor der gik et døgn imellem to lægelige vurderinger af en bæltefikseret patient.

Det har været en ambition, at der skulle være færre patienter, som blev tvangsfikseret med bælte. Men fra 2010 til 2012 steg antallet, og det er på den baggrund, at ombudsmanden er gået ind i sagen.

/ritzau/