Omfanget af drivhusgasser når historiske højder

Skrevet af admin

06/11/2013

Mest læste i dag

Omfanget af drivhusgasser i atmosfæren slog ny rekord i 2012. Sådan lyder meldingen fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), der onsdag fremlagde sin årlige rapport om drivhusgasser i den schweiziske by Geneve.

- Koncentrationen af alle de store drivhusgasser har nok engang nået rekordniveauer, siger WMO's generalsekretær, Michel Jarraud, på en pressekonference.

Drivhusgasser bliver betragtet som en af årsagerne til klimaforandringer.

Ifølge nyhedsbureauet AFP viser rapporten, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren nåede 393,1 ppm (milliontedele) i 2012, som er en stigning på 141 procent i forhold til før den industrielle periode, som defineres som før år 1750.

Det amerikanske agentur for hav og atmosfære (Noaa) fastslog i maj 2013 i samarbejde med ledende internationale forskere, at mængden af kuldioxid for første gang i menneskehedens historie overskred 400 ppm (milliontedele).

- WMO's observationer viser endnu en gang, at gasarter fra menneskers aktiviteter har forstyrret den naturlige balance i atmosfæren, siger Michel Jarraud.

Stigningen af CO2 i atmosfæren fra 2011 til 2012 var ifølge WMO højere end den gennemsnitlige vækstrate i de sidste 10 år.

Ud over CO2 beretter rapporten også om stigninger af gasserne metan og kvælstofforilte.

WMO understregede ved fremlæggelsen, at halvdelen af CO2'en forbliver i atmosfæren, mens resten bliver absorberet i biosfæren og havene.

WMO blev etableret i 1950 med hovedsæde i Genève. Organisationen hører under FN og koordinerer udveksling af meteorologiske observationer på verdensplan.

/ritzau/Reuters