Omfattende antiterroraktion i Tyskland: 13 hjem ransaget

Politiet i Tyskland har tirsdag ransaget 13 hjem i tre forskellige byer i forbindelse med en omfattende anti-terroraktion. Det sker, fire dage efter at to formodede tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat blev anholdt i Berlin.

Ifølge de tyske myndigheder er 11 lejligheder i netop den tyske hovedstad ransaget. De to sidste ransagninger fandt sted i Potsdam og Nordhausen. 200 tyske politibetjente har deltaget i aktionen.

En talsmand fra politiet siger, at ransagningerne kan bringe flere beviser, der kan kædes sammen med terroraktiviteter i Syrien.

Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at der har været terrorplaner mod mål på tysk jord.

De personer, hvis boliger er blevet ransaget, har tilknytning til den samme moské i Berlin, som de to anholdte fra sidste uge. Politiet tog computere med sig fra ransagningerne.

I fredags anholdt antiterror-enheden hos politiet i Berlin to mænd i 40'erne, som mistænkes for at rekruttere krigere og sende penge til Islamisk Stat. Anholdelserne skete, efter at politiet har efterforsket sagen i et år.

Berlins offentlige anklager, Martin Stelner, siger, at en af de mistænkte har undervist på et kursus om islam i en moské i Berlin. Her skal han have radikaliseret mindst 30 personer og forberedt dem på at tage til Syrien og deltage i kamphandlinger.

Den mistænkte var angiveligt også selv på vej til Syrien, eftersom politiet har fundet en flybillet i forbindelse med ransagningen af mandens hjem.

De tyske myndigheder anslog i sidste uge, at 600 personer har rejst til krigszoner i Syrien og Irak for at slutte sig til islamistiske militante.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip