Omfattende skader på jernbanen mellem Vamdrup og Vojens

Skrevet af John Meyer

30/11/2012

Mest læste i dag

Havarikommissionens undersøgelser er nu ved at være afsluttet, efter at et godstog sent torsdag eftermiddag kørte af sporet ved Farris mellem Vamdrup og Vojens. Det står allerede klart, at der er tale om omfattende skader på bl.a. banens sveller.

- Vi er nu i gang med arbejdet med at få godstoget fjernet fra sporerne, så vi kan få det fulde detaljerede overblik over skaderne, men det er allerede tydeligt, at der er tale om massive skader over en lang strækning  Svellerne over en banestrækning på op til syv kilometer er ødelagte, og der bliver derfor tale om et omfattende arbejde for at få sporet gjort klar til togdrift igen. Først når vi har det fulde overblik over, hvad det kræver at få udbedret skaderne, kan vi melde mere ud om, hvornår der igen forventes at køre gods- og passagertrafik på strækning, siger Steen Kristensen, Sporchef i Banedanmark.

Godstoget blev afsporet ved Farris og fortsatte herefter op til syv kilometer i sydlig retning, inden det standsede nær Sommersted. Toget var på vej fra Sverige til Tyskland.

Gods- og passagertrafikken

Togtrafikken er indtil videre indstillet på den enkeltsporede strækning mellem Vojens og Vamdrup, hvilket giver omfattende gener for bl.a. godstrafikken til og fra Danmark. Banedanmark arbejder tæt sammen med Stena Line, DB Netz og Trafikverket for at finde alternative veje til godstrafikken til og fra udlandet. Alle passagertog mellem de to stationer er erstattet med busser.

Foto: Alex Tran.