Omsætning og bundlinje skuffer i Vestas

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

Den danske vindmøllekoncern Vestas kom ud af tredje kvartal med et dårligere resultat end ventet - og med et nyt underskud.

Bundlinjen viser et underskud på 648 millioner, hvor analytikerne havde ventet et beskedent overskud på 7,45 millioner kroner ifølge et estimat, som SME Direkt havde indsamlet for Ritzau Finans.

Resultatet er dog bedre end samme kvartal sidste år, hvor det blev til et underskud på 1,3 milliarder kroner.

I tredje kvartal 2013 omsatte Vestas for 10,8 milliarder kroner. Det er et fald på 27 procent i forhold til samme kvartal året før.

Trods omsætningsfaldet steg den primære drift før særlige poster fra omkring 402 til 499 millioner kroner ifølge Vestas på grund af "lavere faste omkostninger og bedre projekt-marginer".

Det er første regnskab for Vestas' nye topchef Anders Runevad, som trådte til den 21. august i år. Han er optimistisk og siger i en kommentar om regnskabet:

- Den forbedrede indtjening - trods omsætningsfaldet på 27 procent - og endnu et kvartal med nedbringelse af gælden er vigtige resultater af den igangværende turnaround, og vi fastholder fokus på at levere i henhold til planen resten af året.

Regnskabet for tredje kvartal leverede da heller ikke kun dårlige nyheder for Vestas, som samtidig opjusterede to af sine vigtigste forventninger til 2013 - forventningerne til pengestrømme og overskudsgrad.

Vestas venter nu en såkaldt driftsmargin på minimum to procent før særlige poster - tidligere var forventningen "minimum en procent".

Forventningen til pengestrømme opjusteres fra minimum knap 1,5 milliarder kroner til 3,7- 5,2 milliarder kroner.

/ritzau/