Omstridt advokat frakendes bestallingen i to år

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Den sønderjyske advokat Hans Boserup er idømt 60 dages fængsel og frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed i to år.

Det fremgår af en dom fra Retten i Sønderborg.

Advokaten er blevet dømt for at have afgivet falsk vidneforklaring, for at have videregivet politioplysninger til klienter og for at have overtrådt færdselsloven.

Ud over fængselsstraffen er advokaten blevet idømt en bøde på 12.000 kroner.

Anklager Bolette Nørbjerg fra Syd- og Sønderjyllands Politi sagde under sin procedure, at Boserup stod til 60 dages fængsel og en tillægsbøde for overtrædelse af færdselsloven.

Ifølge anklageskriftet stod Boserup også til at miste sin bestalling for en periode på mindst tre år. Retten har her valgt at begrænse tabet af bestallingen til to år.

Hans Boserup har nægtet sig skyldig i alle forhold.

Han har forklaret, at det var en teknisk fejl, der gjorde, at hans bil bakkede ind i en kvindes bil på parkeringspladsen ved Netto i Sønderborg.

Desuden har han afvist at have afgivet falsk vidneforklaring, ligesom han nægter at have videregivet politirapporter til sine klienter.

Boserups advokatsekretær forklarede i retten, at hun ved en fejl var kommet til at sende akter fra politiet til en af Boserups klienter, som sad fængslet i arresten i Aabenraa.

Advokaten er af Advokatnævnet tidligere idømt flere end ti bøder og irettesættelser for at have overtrådt god advokatskik.

Det er dog lykkedes ham at nedbringe flere af bøderne ved at indbringe sagerne for retten.

/ritzau/