I weekenden vedtog Danmarks Jægerforbunds repræsentantskab, at man vil bygge et nyt hovedkontor, og det er en omstridt beslutning, der har skabt stor debat blandt jægerne lanet over.
Beslutningen skete i Fredericia-Hallerne i Fredericia, og på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Det nye domicil skal ligge på Kalø ved Rønde på Djursland, og prisen kan komme op på i nærheden af 60 millioner kroner.
Jægerforbundet har selv de 20 millioner kroner i kassen, mens man altså skal ud og låne op mod 40 millioner til at bygge det, som er døbt "Jagtens Hus".
Kalø er blevet valgt af blandt andet økonomiske årsager, efter at flere andre lokaliteter også har været med i overvejelserne.
Man regner med at gå i gang med byggeriet allerede i år, og det skal stå færdigt i andet halvår af 2015, oplyser forbundet,
Danmarks Jægerforbund regner med, at man har betalt for Jagtens Hus om 20 år.
Forud for weekendens ekstraordinært repræsentantskabsmøde har debatten raset blandt jægerne. Mange har været sure over, at man vil bruge så mange penge på et nyt hus, og også geografien har været kritiseret.
- Tillykke DJ og her med min udmeldelse jeg vil ikke være med til at afbetale den store gæld på de lån der nu kommer, skriver Jan Leleu Feigh således på forbundet side på Facebook.
Mange har truet med at melde sig ud af Danmarks Jægerforbund, mens andre igen maner til besindighed.
- Alle de der besværer sig så inderligt over de kr. 60 mio. Altså..... vi er i DJ 97.000 medlemmer. Fordelt pr. snude udgør de kr. 60 mio. sølle kr. 618 pr. mand. Så er det skur betalt. Så få lige noget realitetssans med i alle følelserne om de "mannne penge", lyder det fra Anders Rynkebjerg.
Jagtens Hus blev dog vedtaget med 261 stemmer for - mens 90 stemte imod. Fire stemte blankt.
- Jeg er ydmyg over for dem, der stemte nej, men jeg er taknemmelig over, at hovedbestyrelsen fik så klar en afgørelse af repræsentantskabet. Det var meget positivt efterfølgende at høre nejsigeres opfordring til sammenhold i fremtiden, sagde formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, efter afstemningen.
Hvad mener du om beslutningen om at bygge Jagtens Hus på Kalø? Skriv din mening her: