Omstridt fedtafgift fylder et år

Skrevet af Elo Christoffersen

01/10/2012

Dagens topnyheder

 

Modstandere af fedtafgiften har ifølge De Samvirkende Købmænd, DSK, fået ret. Afgiften har medført øget grænsehandel, hvilket går ud over de mindre købmænd i Sønderjylland.

- Modstanderene af fedtafgiften fik ret, og samtlige folketingets partier har hen over sommeren taget afstand fra fedtafgiften. Der er ikke længere partier, der forsvarer fedtafgiften, og det er naturligvis glædeligt. Vi håber meget, at Folketinget snarest muligt afskaffer afgiften, hvilket vil være logisk, når fedtafgiften ikke længere har venner på Christiansborg, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.

Fedtafgiften har vist, at der er masser af psykologi forbundet med danskernes grænsehandel.

- Naturligvis kan det ikke betale sig at køre fra Vejle til Tyskland for at handle på grund af fedtafgiften. Men fedtafgiften har givet mange et påskud til at handle helt almindelige dagligvarer i udlandet, hvor mange forbrugere i ”gamle dage” kun kørte til Tyskland, hvis de manglede alkohol eller sodavand, slutter Claus Bøgelund Nielsen.