Omstridt Ferguson-betjent: Følte mig som en lille dreng

Skrevet af admin

26/11/2014

Dagens topnyheder

Det var selvforsvar, da den hvide politibetjent Darren Wilson skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown 9. august i den amerikanske by Ferguson.

Det siger han i sit første interview siden den skæbnesvangre nat, der har ført til voldsomme raceuroligheder i byen, som ligger i delstaten Missouri.

- Alt, hvad jeg ville, var at slippe derfra i live, siger han til tv-stationen ABC News og slår samtidig fast, at han ikke ville gøre noget anderledes, hvis han igen skulle havne i en lignende situation.

Darren Wilson, der sad i sin politibil, da han i første omgang konfronterede Brown, frygtede ifølge sin forklaring for sit liv, da Michael Brown angiveligt rakte sin arm ind gennem vinduet efter hans tjenestepistol og samtidig slog ham i ansigtet.

- Jeg vidste ikke, om jeg kunne modstå endnu et slag som dette, siger Darren Wilson til ABC News.

- Så jeg rakte ud af vinduet med min højre arm for tage fat i hans underarm i et forsøg på at flytte ham væk fra bilen, så jeg ikke længere følte mig lukket inde, tilføjer han.

Slaget, som Brown havde ramt Wilson med, var angiveligt så kraftigt, at det fik betjenten til at føle sig i hænderne på en kæmpe.

- Jeg følte de enorme kræfter, som han havde. Jeg har tidligere beskrevet det som om, at det svarede til, at en femårig holdt fast i Hulk Hogan. Så stor var denne mand, siger Darren Wilson med henvisning til den tidligere amerikanske showwrestler.

Wilson er cirka 1,95 meter høj og vejede omkring 95 kilo, mens Brown var omkring samme højde, men vejede 130 kilo.

Darren Wilson siger ifølge sin forklaring, at Brown skal træde væk, ellers vil han skyde, hvortil Brown skal have sagt:

- Du er for stor en tøsedreng til at skyde mig!

Herefter affyrede Wilson to skud inde fra bilen. Skud, der blandt andet ødelagde ruden, hvorefter Brown løb væk. Wilson løb efter ham. Brown stoppede på et tidspunkt op og bevægede sig mod Wilson, hvorefter de dræbende skud blev affyret.

Det var første gang i sine fem år som betjent, at Wilson affyrede sit tjenestevåben.

/ritzau/