Omstridt lov kom på plads efter ophedet debat

Ifølge justitsminister Morten Bødskov (S), der som den ansvarlige minister til tider har måttet forsvare loven ene mand, har Folketinget vedtaget en lov, der giver langt flere muligligheder for åbenhed.

»Der er ikke tale om en lov, der ruller gardinerne ned. Der er tale om en lov, der udbygger åbenheden i den offentlige forvaltning. Selv der, hvor der er begrænsninger - de få steder - er der også nye muligheder for at få aktindsigt i papirer, som man ellers ikke ville have fået,« siger han.

Inden vedtagelsen benyttede modstanderne af loven, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, den sidste behandling til endnu engang at angribe paragrafferne.

De tre partier havde forinden præsenteret Folketinget for nogle ændringer, der ifølge partierne kunne mindske skadevirkningerne af loven.

»Vi strækker nu armene så langt ud, som det overhovedet kan lade sig gøre, for at se, om vi i det mindste inden for rammen af forliget kunne vælge lidt mere bløde formuleringer og lidt mere åbenhed, end der er lagt op til,« sagde Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), før samtlige ændringsforslag blev nedstemt af regeringspartierne, de Konservative og Venstre.

Justitsminister Morten Bødskov kaldte tirsdag debatten for »unuanceret«, og den udlægning støttede Venstre i salen.

»Vi mener, at debatten om offentlighedsloven er en fjer, der er blevet til fem høns,« lød det fra Venstres Jan E. Jørgensen (V), der indledte sin ordførertale med at læse op af H.C. Andersens eventyr »Det er ganske vist«.

»Den første høne er den, at Danmark er blevet til Vatikanet, når loven er vedtaget lige om lidt,« sagde han.

Forslaget til den nye offentlighedslov er blevet mødt med kritik for især paragrafferne 24 og 27, der beskyldes for at indskrænke offentlighedens adgang til at få aktindsigt i ministerier - det selv om loven samtidig åbner for mulighederne for indsigt hos kommunerne og regionerne.

Ifølge formanden fra Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, er den nye lov »en forspildt mulighed og et alvorligt tilbageskridt for åbenheden«.

»Loven lukker ned for aktindsigt, som skal være med til at sikre befolkningen en god, grundig oplysning om den lovgivning, der finder sted her i landet. Det er som om, at der ikke har været nogen form for vilje til at lytte til de problemstillinger og advarsler, der er blevet rejst,« siger han.

Under vedtagelsen blev Folketinget udsat for en happening. Salen blev således - på lovlig vis og med tilladelse - mørklagt via to store kraner og sorte bannere af aktivister på Christiansborg Slotsplads.

Cirka 85.000 personer har sat deres navn på en underskriftsindsamling mod loven.

For at imødekomme kritikken har Morten Bødskov besluttet, at loven skal evalueres af Folketingets Ombudsmand efter tre år. Det skal i den forbindelse undersøges, hvordan de to udskældte paragraffer anvendes i praksis, og om det sker i overensstemmelse med lovens intentioner.

Dagens Gossip