Omstridt Nordkorea-komedie kan lejes på nettet

Den omstridte komediefilm, "The Interview", er nu tilgængelig på internettet, oplyser Sony Pictures.

Sony Pictures valgte i sidste uge at trække filmen efter flere ugers cyberangreb på selskabet, som Nordkorea fik skylden for.

Det førte til beskyldninger fra præsident Barack Obama mod Nordkorea og mod Sony, der blev anklaget for at give efter for pres.

Filmen "The Interview" handler om to journalister, der tager til Nordkorea med den opgave at slå landets leder ihjel.

Helt konkret kan filmen ses på YouTube, Google Play, Microsoft Xbox Video og på Sonys hjemmeside. Alle steder mod betaling vel at mærke.

Filmen får også i begrænset omfang premiere i amerikanske biografer første juledag.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip