Omstridt offentlighedslov skal evalueres om tre år

Det bekræfter justitsminister Morten Bødskov (S) tirsdag eftermiddag.

Helt konkret vil partierne bede Ombudsmanden om at se på de to centrale paragraffer, der handler om ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen og »redegøre for myndighedernes praksis.«

»For mig er det naturligvis vigtigt, at ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen ikke bliver misbrugt i praksis. De skal begge anvendes snævert. Derfor er jeg glad for, at vi nu har indgået en aftale, som betyder, at Folketingets Ombudsmand bliver en del af evalueringen af de to bestemmelser. Regeringen vil lytte til de synspunkter, der kommer frem i forbindelse med evalueringen,« oplyser Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

»Jeg mener, at evalueringsordningen sikrer et godt og solidt grundlag for, at Folketinget og offentligheden kan følge med i, at ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen ikke bliver det tagselvbord for lukkethed som kritikere af lovforslaget har fremført,« siger han.

På baggrund af Ombudsmandens udtalelse om, hvorvidt myndighedernes praksis er i overensstemmelse med lovens ordning, vil Justitsministeriet udarbejde en redegørelse til Folketinget om erfaringerne med ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen.

Dagens Gossip