Omstridt professor vil redde sin ære i landsretten

Skrevet af admin

25/01/2016

Dagens topnyheder

Et helt livs studier og forskning skal ikke sværtes til af uberettiget kritik.

Med den overbevisning møder den kontroversielle intelligensforsker og tidligere professor ved Aarhus Universitet Helmuth Nyborg mandag op i Vestre Landsret.

Her har den 79-årige professor emeritus stævnet Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i håbet om at få oprejsning.

- Det sætter en plet på hele min videnskabelige karriere, siger Helmuth Nyborg om en afgørelse fra UVVU, der i 2013 stemplede forskeren som videnskabelig uredelig.

Allerede i 2005 vakte forskeren stor opstandelse, da han fremførte, at mænds generelle intelligens er højere end kvinders. Han slap dog for en påtale fra UVVU.

I 2011 startede så den aktuelle sag, da Nyborg i forskningsartiklen "The Decay of Western Civilization: Double Relaxed Darwinian Selection" argumenterede for, at indvandring fra ikke-vestlige lande med tiden sænker den gennemsnitlige IQ i Vesten.

Ifølge UVVU holder det videnskabelige håndværk imidlertid ikke, lød afgørelsen i efteråret 2013.

For det første bygger artiklen på FN-tal, som er blevet omregnet, uden at artiklen forklarer hvordan.

For det andet fremgår det ikke, at Jørn Ebbe Vig, der er medstifter af indvandringskritiske Den Danske Forening, har bidraget til arbejdet.

Det er en alvorlig fejl, anfører UVVU, da læseren på den måde forholdes oplysningen om de reelle bidragsydere til artiklen.

I dag erkender Helmuth Nyborg, at omregningen af FN-tallene burde have været forklaret i artiklen.

- Det er en undladelsessynd, men det er ikke det samme som, at man bevidst har villet konstruere data, og det er det, UVVU siger, at jeg gør.

Om den anonyme medforfatter forklarer Nyborg, at Jørn Ebbe Vig selv frabad sig at blive nævnt.

- Han har ikke skrevet et eneste ord i selve artiklen, og alene af den grund skal han ikke optræde som medforfatter, mener forskeren.

Helmuth Nyborg henviser desuden til, at forlaget bag artiklen i kølvandet på afgørelsen fra UVVU nedsatte en uafhængig international komité af eksperter, som afviste påstanden om videnskabelig uredelighed.

/ritzau/