Ond ånd sænker Jan Ø. Jørgensen i dramatisk finale

Skrevet af admin

05/06/2016

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen har fortsat store problemer, når Lee Chong Wei fra Malaysia står på den anden side af nettet.

Søndag vandt malaysieren den højdramatiske finale i Super Series Premier-turneringen Indonesia Open over danskeren med 17-21, 21-19, 21-17.

Dermed har verdensranglistens nummer to - der ved næste opdatering stryger op som nummer et - vundet 16 ud af 17 indbyrdes opgør mod danskeren. Den eneste sejr til Jan Ø. Jørgensen kom tilbage i 2009.

I forhold til deres seneste møde i Malaysia for to måneder siden var søndagens opgør markant mere jævnbyrdigt. Dengang blev danskeren fejet af gulvet og tabte 7-21, 14-21, men søndag var danskeren med helt til det sidste.

Efter lidt mere end en times badminton måtte han dog kapitulere over for en modstander, som virkede til at have lidt mere energi og var skarpest på de afgørende tidspunkter.

Det begyndte ellers så lovende set med danske briller.

Jan Ø. Jørgensen, der er nummer fem på verdensranglisten, kom godt fra start og fik etableret et lille hul ved 6-2.

De fleste tilskuere i hallen støttede mest op om Lee Chong Wei, og de fik noget at juble over, da Lee Chong Wei kom tilbage på 14-14 efter at have været bagud 9-14.

Herfra skruede danskeren igen op for niveauet, og få minutter senere havde han vundet første sæt 21-17.

I begyndelsen af andet sæt var Lee Chong Wei flere gange ved at skabe et hul, men hver gang kom danskeren tilbage.

Jan Ø. Jørgensen kom blandt andet tilbage fra 8-11 og sikrede sig en 13-11-føring.

Siden fulgtes to spillere ad igen. Godt netspil sikrede Jan Ø. Jørgensen en stor fordel ved 19-17, men Lee Chong Wei viste klassen og vandt sættet 21-19.

Tredje sæt var en ren stillingskrig i begyndelsen, og spillet bar præg af, at begge spillere efterhånden var udmattede efter en lang og hård kamp.

Malaysieren opbyggede siden et forspring på tre point - 13-10 - og det kom Jan Ø. Jørgensen aldrig tilbage fra.

Tværtimod fortsatte Lee Chong Wei storspillet, og selv om han missede tre matchbolde, lykkedes det ham at vinde kampen på den fjerde, da Jan Ø. Jørgensen sendte fjerbolden ned bag baglinjen.

Også sidste år tabte Jan Ø. Jørgensen i finalen, dengang var det til japaneren Kento Momota. Til gengæld vandt danskeren turneringen i 2014.

/ritzau/