One Direction-fans slår lejr på gaden

I aften er der officiel verdenspremiere på One Directions film »This Is Is« og gruppens fans har allerede slået lejr på Leicester Square i London, hvor begivenheden finder sted.

De mest ivrige mødte op på pladsen med telte, soveposer og bannere allerede søndag morgen og mængden vokser støt.

Ved ankomsten får fansene udleveret et nummer, der gør det muligt for dem at forlade stedet og vende tilbage senere uden at gå glip af deres plads ved den røde løber, men mange har valgt at overnatte for at få stemningen med.

One Directions musikdokumentar i 3D er instrueret af Morgan Spurlock og skildrer de fem popstjerners liv på landevejene mens deres fænomenale berømmelse tager fart og ifølge »Super Size Me«-instruktøren vil fansene glæde sig over at se, hvor normale sangerne er: »Der er ingen overlegenhed og de stiller sig ikke an. Vi møder fem gutter, som dybest set er, ligesom de var for tre år siden«, sagde Spurlock på et pressemøde i går.

Harry Styles erklærede sig enig: »Vi vil gerne vise vores fans, hvordan vi er. På de sociale medier og i korte interviews er der jo grænser for, hvor meget personlighed, man får igennem«, sagde sangeren.

»This Is Is« får dansk premiere i næste uge, nærmere bestemt onsdag den 28. august

Dagens Gossip