One Direction-medlem benægter homofobi igen

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

I en verden omringet af skrigende piger, kan det være svært altid at sige de rette ting. Og det oplevede One Direction-sangeren Liam Payne, da han skulle tale om sin yndlingssang til publikum. 

Den populære boyband-sanger blev beskyldt for at være homofob, men det benægter den 21-årige englænder.

- Jeg er på ingen måde homofob. Det er latterligt at beskylde mig for det. Jeg er ikke sat i verden for at nedgøre andre mennesker, skriver Liam Payne på sin profil på det sociale medie Twitter. 

Ifølge det amerikanske medie Just Jared kommer beskyldningen efter en koncert, hvor Liam skulle tale lidt om sin yndlingssang.

- Min yndlingssang handler om at finde kvinden i sit liv. Det kan de fleste af jer ikke relatere til, fordi I er piger. Undtaget de få drenge, der er her i aften - I ved, hvad jeg taler om, sagde Liam Payne til publikum.

Dette blev opfattet som en sexistisk kommentar fra det unge One Direction-medlem, som svarede igen på Twitter.

- Nogle mennesker tager ord for bogstaveligt. Jeg håber I (fans, red.) ved, hvad jeg mente med, hvad jeg sagde, skriver Liam Payne.

Det er ikke første gang, at den populære sanger har skullet forsvare sig imod at være homofob.

I september sidste år florerede der falske nøgenbilleder af sangeren på internettet, hvor han optrådte i en homoseksuel sammenhæng. Da måtte Liam Payne også forsvare sig mod beskyldningerne, da han benægtede at være homoseksuel.

- Jeg er ikke homofob, og jeg er ikke homoseksuel, skrev Liam Payne på Twitter og fortsatte.

- Bare fordi nogen siger, at jeg er det, betyder det ikke, at det er sandt. 

Det britiske boyband One Direction er en sammensætning af fire (tidligere fem før Zayn Maliks exit) sololister fra den engelske udgave af tv-showet X Factor, som rullede over skærmen i 2010.

/ritzau/FOKUS