Onfone får kæmpebøde for vildledning

Teleselskabet Onfone ApS reklamerede i foråret 2012 med budskabet "Hos Onfone er der ingen gebyrer".

Det viste sig imidlertid, at alle nye kunder hos Onfone blev pålagt et oprettelsesgebyr på 99 kroner, og derfor har teleselskabet nu betalt en bøde på 200.000 kroner for vildledende markedsføring.

- En oplysning om, at alle nye kunder skal betale et oprettelsesgebyr, er en væsentlig oplysning, der ikke må "gemmes" væk på skærmen, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

- Og særligt ikke, når hovedbudskabet i reklamen netop er, at der ikke opkræves gebyrer. Så er der tale om vildledning, fortsætter han.

Teleselskabet kørte i marts og april 2012 en reklame på landsdækkende tv med budskabet om, at Onfone ikke opkræver gebyrer.

Det blev blandt andet fremhævet ved, at frontfiguren i reklamen holdt en længere talepause, når Onfones gebyrer skulle beskrives, efterfulgt af speaket: "Så - det var vist det. For hos Onfone er der ingen gebyrer".

Senere i reklamen blev budskabet bestyrket både visuelt og ved speak med sloganet: "Onfone - alt inkluderet. Punktum!".

Men med en lille skrifttype fremgik det midtvejs i reklamen, at alle nye kunder hos Onfone skulle betale et gebyr, nemlig et oprettelsesgebyr på 99 kroner.

Udsagnet om, at teleselskabet ikke opkræver gebyrer, var dermed efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende. Forbrugerombudsmanden valgte derfor i november 2012 at politianmelde Onfone ApS.

Efter Forbrugerombudsmandens politianmeldelse har Onfone ApS betalt bøden på 200.000 kr.

/ritzau/

 

Dagens Gossip