Online på ferien: Spies tilbyder nu gratis WiFi på 11 hoteller

Næsten hver anden dansker mener det er vigtigt at være online når man er på ferie sydpå, og det tager Spies Rejser nu konsekvensen af.

Til sommer tilbyder Spies nemlig gratis WiFi, altså trådløs opkobling, på blandt andet de 11 hoteller i seks lande, som indgår i selskabets egen familiekæde Sunwing Resort.

Det sker efter at nn spørgeundersøgelse blandt Spies’ omkring 60.000 Facebook-venner viser, at 45 procent synes, det er ”vigtigt at være online under ferien”.

- Vi kan se, at efterspørgslen på hoteller, hvor du nemt og gratis kan komme online med WiFi, stiger for hver sæson, og det er derfor, vi nu har valgt at inkludere det i rejsens pris på vores egne Sunwing-hoteller til næste sommer, siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Tilbuddet om gratis WiFi gælder ikke kun i receptionen på hotellerne men også på værelserne og hele hotelområdet.

Fra solstolen kan man således gratis tjekke de seneste nyheder på iPad’en, lade Facebook-vennerne tage del i menuen i restauranterne eller fra sin stol på altanen tjekke de seneste mails på smartphone’en.

Hvor det er teknisk muligt, vil Spies tilbyde en hastighed på op til 5 Mbit/s.

Dagens Gossip