OnsdagsLotto: Norsk Fætter Højben vinder 216 millioner kroner

Skrevet af Holger Madsen

16/05/2013

Dagens topnyheder

Der er held i nordmændene i disse uger. I forrige uge vandt en mand fra Norge 102 millioner kroner i spil, og her til aften blev den rekord slået ganske betydeligt.

Tilbage i november var det en dansk spiller, som var den heldige. Men her til aften må vi altså  kippe med flaget for en norsk spiller, der både har de seks vindertal og SuperTallet på sin kvittering.

Var gevinsten faldet i Danmark havde den lydt på 97.607.229 kroner. Men i Norge har de en ekstra pulje og betaler ikke afgifter af deres gevinster, så her kan den heldige spiller se frem til hele 216.125.520 norske kroner.

Det er den største gevinst i Norge nogensinde, og den kommer kun 12 dage efter, at den forrige rekord blev sat. Den gang vandt en spiller 102 millioner kroner i Eurojackpot.

SuperPuljen er vokset og vokset siden den 14. november. Men her til aften blev den altså endelig udløst, og det med en rekord stor præmie.

Nordmændene spiller typisk 50 procent af rækkerne i Onsdags Lotto, mens vi i Danmark står for cirka 25 procent, oplyser Danske Spil.