"Operation Goldfingers" mor dømt for hæleri

En 55-årig kvinde er i Retten i Helsingør torsdag blevet idømt et år og tre måneders fængsel - hvoraf de ni måneder blev gjort betinget - samt betinget udvisning for groft hæleri.

Sagen mod den 55-årige kvinde er et resultat af den efterforskning, som en særlig enhed i politiet har døbt "Operation Goldfinger."

Mens sønnen dirigerede flere grupper af indbrudstyve, stod moren i kulissen for det opfølgende arbejde.

Læs også: 5 og 7 års fængsel til to mænd i sagskomplekset "Goldfinger"

I Humlebæk vurderede, vejede og pakkede kvinden de stjålne guld- og sølvting, som tyvene kom slæbende med efter at have været på rov rundt om på Sjælland.

Da betjente stormede et stort antal adresser på Sjælland og i Berlin i maj 2012, fandt de blandt andet 16 kilo sølv og 840 gram guld, som kvinden opbevarede i lejligheden i Humlebæk.

Varerne skulle formentlig videre til Berlin. Kvinden nærmest pendlede mellem Nordsjælland og den tyske hovedstad med "en ukendt mængde guld og sølv". I løbet af tre måneder i 2012 rejse hun således syv gange til Berlin med tyvekoster.

Sagen blev efterforsket af den såkaldte Task Force Indbrud, og i den hidtil hårdeste dom for indbrud blev kvindens søn - kendt som Goldfinger - i marts i år idømt syv års fængsel.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Han blev fundet skyldig i at have orkestreret over 100 indbrud begået i villaer i Roskilde, Slagelse, Ringsted, Hillerød, Greve og andre steder på Sjælland.

Sønnen og en anden er dømt for have sendt flere grupper af tilrejsende mænd på tyvetogter. I nogle tilfælde blev de udstyret med biler, og andre gange blev der sørget for logi.

Han har anket dommen til landsretten og er stadig beskyttet af navneforbud.

Moren nægtede sig også skyldig, men har valgt at tænke over, om hun vil anke torsdagens dom.

/ritzau/

Dagens Gossip