Opgivet sag ændrer ikke KUs syn på Penkowas forskning

»Københavns Universitet har anmeldt sagen til politiet, fordi vi mener, at er sandsynliggjort, at universitetet er blevet bedraget, og det mener vi fortsat. Der er ikke fremkommet oplysninger, der ændrer på den sag,« siger Jasper Steen Winkel, vicedirektør på Københavns Universitet.

Spørgsmål: Men hvis politiet ikke har fundet beviser nok, så er der vel ikke en sag?

»Mens politiet har undersøgt Milena Penkowa, er hun kendt skyldig i bedrageri i byretten, hun er blevet dømt to gange af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, og der er stadig 15 forhold om uredelighed, som pt. behandles. Det, at politiet ikke mener, der kan rejses tiltale om et specifikt bedrageri om dyreforsøg i Spanien for 13 år siden, ændrer ikke væsentligt på sagen,« siger han.

Københavns Universitet meldte i februar 2011 Milena Penkowa for dokumentfalsk i forbindelse med rotteforsøg i Spanien, der var en del af hendes doktordisputats.

»Det, der blevet vurderet, er, om der kan rejses tiltale efter den skærpede paragraf om bedrageri. Der skal politiet selvfølgelig løfte en særlig bevisbyrde. Det må de have vurderet, at det ikke kan, men det kan jeg først kommentere, når universitetet har set begrundelsen. Universitetet må vurdere, om sagen skal sendes til Statsadvokaten,« siger Jasper Steen Winkel, der dog understreger, at politiets punktum i sagen ikke ændrer på universitets syn på den tidligere forsker.

»Et internationalt panel med eksperter fra hele verden har vurderet hendes forskning. Deres rapport fastslår, at der er klare tegn på uredelighed i 15 videnskabelige artikler. Det er sandsynliggjort, at hun har manipuleret med data og forfalsket resultater. Så for Københavns Universitet ser sagen ikke anderledes ud«.

Dagens Gossip