Opgør med kandidaters cigarkasser på vej

Regeringspartierne og Enhedslisten er enige om, at der skal være mere åbenhed om partistøtten, og gruppeformand Per Clausen (Ø) har samme holdning til kandidaters personlige valgfonde, eller cigarkasserne.

»Efter vores opfattelse skal man oplyse, hvis man har modtaget støtte på over 5.000 kroner,« siger Per Clausen til Politiken.

Der er i dag slet ingen krav om åbenhed i forhold til kandidaters cigarkasser, mens reglerne om partistøtte dikterer, at et politisk parti i dag skal oplyse navne på bidragsydere, der giver over 20.000 kroner. Man behøver dog ikke berette om det præcis beløb.

Hos SF er man enig med Enhedslisten i, at »når man har sagt A, så må man også sige B,« siger Karina Lorentzen (SF) til Politiken og åbner dermed for et opgør med reglerne for kandidaternes cigarkasser.

Socialdemokraterne, Radikale og Dansk Folkeparti er ligeledes klar til at se på reglerne. Hvis Venstre skal være med, så kræver det, at der også kommer åbenhed om fagbevægelsens støtte til partier og kandidater, siger Inger Støjberg (V) til Politiken.

Omfanget af økonomisk støtte til politiske kandidater er ifølge lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet ukendt, men personlige valgkampe kan i nogle tilfælde løbe op i mere end en halv million kroner, siger hun.

»Der er eksempler på lokalformænd, som aflægger officielt regnskab, men som også har en cigarkasse med bidrag til enkelte kandidater. Vi ved ikke, hvor mange penge, der flyder i systemet,« siger hun til Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV