Opkøb vender Unibrew på hovedet

.Fra at være en stabil investor-darling med høj udbyttebetaling bliver Royal Unibrew, de kommende år en virksomhed, der skal gennem en hård integrationsproces. Det og udsigten til en emission, der vil udvande kursen udløser et fald på mere end seks procent på fondsbørsen Nasdaq OMX i den tidlige handel.

"De nuværende aktionærer har forhåbentlig læst selskabets strategi meget nøje, så de vidste, at sådan et opkøb kunne komme på tale. Ellers vågner man op til noget af et chok," siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank, som ikke helt kan følge det danske bryggeris appetit på det finske marked.

"Jeg er en lille smule overrasket. Jeg var ude og sænke min anbefaling fra køb til salg på baggrund af de her rygter, fordi jeg umiddelbart har svært ved at forstå, at Royal Unibrew skal foretage så stort et opkøb. Det styrker den geografiske udbredelse, men Finland er ikke et vækstmarked," siger Morten Imsgard.

Adm. direktør i Royal Unibrew, Henrik Brandt beskriver opkøbet som en "perfekt mulighed for at udvide og diversificere Royal Unibrews forretningsplatform," og hæfter sig ved, at det udvider bryggeriets vifte af mærker.

"Opkøbet giver os adgang til et nyt marked med op til fem millioner forbrugere, og understreger vores position som en stærk nummer to i regionen. Vi styrker vores nordiske og baltiske udbredelse og styrker vores samarbejde med Heineken og Pepsi," Henrik Brandt på en telekonference.

Han ser store synergieffekter mellem det finske og det danske marked, og vil bruge erfaringer fra den danske forretning til at effektivisere produktionen i Finland.

"Vi har identificeret en række muligheder, som vi ser frem til at dele og diskutere med ledelsen i Finland. Vi tager vores erfaringer med management og effektiviseringer med fra Danmark og sætter os ned og taler med dem om det," siger Henrik Brandt.

Morten Imsgard kan godt se fidusen i det udvidede marked på længere sigt, men på den korte bane, ligger hans anbefaling i tråd med morgenens stemning på aktiemarkedet.

"Opkøbet kan være en god ide langsigtet men der er ingen grund til at være aktionær i integrationsprocessen," siger han.

Også Nordeas analytikere advarer mod at stige på Unibrew-aktien, netop nu.

"Vi anbefaler at være påpasselig mht. at samle op, da aktien, indtil nyheden er blevet fordøjet, sandsynligvis vil have større udsving end normalt. Prisen er i den høje ende af, hvad vi ville forvente, og opkøbet betyder, at Royal Unibrew sætter udbytter og aktietilbagekøb på hold indtil 2015. Dermed ændres investeringscasen i Royal Unibrew fra en solid udbyttehistorie til en historie om integration og synergieffekter," skriver Nordea ifølge Ritzau Finans.

Købet af Hartwall bliver delvist finansieret ved lån, men en del af finansieringen vil også ske ved at udstede nye aktier til Hartwall Capital Oy, der ejes af Hartwall-familien. Dermed udvandes værdien af de eksisterende aktier. Hartwall Capital vil komme op på en ejerandel på knap ti pct. af Royal Unibrew.

Hartwall-familien grundlagde Hartwall bryggeriet i 1836 og ejede det frem til fusionen med Scottish & Newcastle i 2002. Indtil 2008, hvor Heineken og Carlsberg købte Scottish & Newcastle, var familien Hartwall storaktionær i den britiske bryggerikoncern

Dagens Gossip