Oplev 30 Ferrarier i Legoland

Skrevet af Elo Christoffersen

23/05/2013

Dagens topnyheder

Legland i Billund blænder 1. juni op for en Ferraridag. Her er der blandt andet en parade gennem parken, hvor gæsterne kan nyde synet af 30 Ferrarier.

Dagen er ikke kun for stærke hestekræfter og knaldrøde fartdjævle. Legoland inviterer nemlig alle børn fra 3 til 12 år til at deltage i festlighederne med deres egen hjemmebyggede sæbekassebil og køre med i optoget sammen med Ferrarierne til Eventpladsen. Her bliver hver af de både store og små stoltheder parkeret til udstilling for parkens gæster.

- Chancen for at komme så tæt på så mange rigtige Ferrarier, der oven i købet holder stille, så man faktisk har mulighed for rigtigt at nærstudere de imponerende maskiners mange detaljer, hører sjældenhederne til, siger eventchef, Claus Pedersen.

 

Han er dog ikke i tvivl om, at en del af oplevelsen for de yngste ’racerkørere’ også ligger et andet sted:

- Muligheden for at opleve Legoland fra sædet af sin egen, hjemmebyggede sæbekassebil og oven i købet i et optog sammen med ægte Ferrarier, hører heller ikke hverdagen til.  Derfor håber vi, at rigtig mange børn har lyst til at køre med og gøre dagen til en fest, fortæller Claus Pedersen.

Efter paraden gennem parken stiller Ferrarier og sæbekassebiler an på eventområdet, hvor en om muligt endnu mere imponerende model slutter sig til det fine selskab: En Formel 1 racerbil bygget i Legoklodser i fuld størrelse vil nemlig være at finde side om side med de ægte biler.