Opposition i Venezuela får kvalificeret flertal i parlament

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Oppositionen i Venezuela har sikret sig over to tredjedele af pladserne i parlamentet efter søndagens valg.

Det bekræfter valgmyndighederne i det sydamerikanske land sent tirsdag, skriver AFP.

Oppositionen fik 109 ud af 167 sæder. Dertil kommer tre uafhængige kandidater, som også støtter oppositionen.

Det samlede flertal på 112 parlamentarikere er stort nok til, at oppositionen kan udfordre Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og hans nuværende magt over den førte politik i det kriseramte land.

Det kvalificerede flertal indebærer blandt andet, at oppositionen kan fjerne højesteretsdommere, vedtage lovændringer og udarbejde udkast til en ny forfatning, hvilket kan blive begyndelsen til enden for Nicolás Maduros tid som præsident.

- Det er ikke vores førsteprioritet (at fjerne Maduro, red.). Vores prioritet er national forsoning og dernæst at tage fat om den økonomiske og sociale nødsituation i dette land, siger Jesus Torrealba, der er leder af oppositionskoalitionen MUD, ifølge Reuters.

Foreløbig har ingen fra det regerende socialistparti, PSUV, bestredet det endelige resultat.

Venezuela har verdens største kendte oliereserver, men er på grund af det store olieprisfald over det seneste år havnet i en stor økonomisk krise med en kæmpe inflation til følge.

Krisen har betydet, at venezuelanerne mangler basale varer som æg, sukker og toiletpapir. Det har givet den folkelige opbakning til den socialistiske revolution, som tidligere præsident Hugo Chávez skød i gang i 1999, et skud for boven.

En analytiker forudser, at Nicolas Maduro går en svær tid i møde som præsident.

- Han har ikke den politiske kapital til at foretage de upopulære økonomiske beslutninger, siger Diego Moya-Ocampos fra den politiske konsulentvirksomhed IHS i London til AFP.

- Præsident Maduros mulighed for at blive siddende på magten afhænger af, om der kan undgå at komme omfattende uroligheder, og at han fortsat har støtte hos militæret og i højesteret, tilføjer han.

/ritzau/