Oppositionen er klar til at sige ja til Janukovitj

Den ukrainske oppositionsleder Vitalij Klitsjko siger, at oppositionen vil underskrive aftalen med præsident Viktor Janukovitj, men at yderligere samtaler med demonstranterne er nødvendige.

Det fortæller oppositionslederen til den tyske avis Bild, skriver Reuters.

Parterne har brugt hele natten på at finde frem til en løsning på den blodige konflikt, og præsidenten har fredag formiddag fortalt, at der vil blive afholdt præsidentvalg, og at der vil blive dannet en overgangsregering.

- Vi vil underskrive aftalen, siger Klitsjko til Bild.

- Vi er klar til at gøre alt for at nå en fredelig løsning. Jeg har sagt til den tyske udenrigsminister, at jeg personligt vil appellere til demonstranterne, inden jeg skriver under.

- Alle argumenter må overvejes, inden det kommer til en underskrift, siger oppositionslederen.

Ud over lovningen om præsidentvalg og en overgangsregering siger den omstridte præsident også, at han vil vende tilbage til forfatningen fra 2004, hvilket betyder, at præsidentens beføjelser vil blive reduceret.

Oppositionslederne og repræsentanter for de regeringskritiske demonstranter mødes senere fredag med udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen for at diskutere indholdet af aftalen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV