Oppositionsleder beder Tsipras droppe folkeafstemning

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, bør droppe sine planer om at holde en folkeafstemning for at lade det græske folk afgøre, om de vil forkaste eller acceptere de internationale långiveres reformforslag.

Det mener tidligere premierminister Antonis Samaras, der er leder af oppositionspartiet Nyt Demokrati.

- Vort land må fortsat holde sig i hjertet af Europa og eurozonen. Tsipras må fortsætte forhandlingerne. Hvis han ikke kan gøre det selv, må han prøve at danne en stor national samlingsregering, siger Samaras, som var Tsipras' forgænger på premierministerposten.

Forhandlingerne mellem Tsipras' regering og Grækenlands kreditorer kom til en brat afslutning, da den græske premierminister meddelte, at han vil sende spørgsmålet om de foreslåede reformer til folkeafstemning om en uge, den 5. juli.

Folkeafstemningen er kontroversiel, fordi den græske premierminister, Alexis Tsipras, opfordrer grækerne til at stemme nej til forslaget fra kreditorerne.

Og fordi en manglende aftale mellem Grækenland og EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) kan betyde, at grækerne ikke kan tilbagebetale et milliardlån til IMF tirsdag.

De øvrige eurolande afviste lørdag at forlænge den nuværende græske støtteordning, der også udløber tirsdag.

Tidligere søndag bekræftede Tsipras, at bankerne vil være lukket mandag, efter kreditorerne afviste en forlængelse, og efter grækerne har løbet stormløb mod bankerne for at hæve deres penge.

/ritzau/Reuters