Oppositionsparti i Nigeria: Vi har vundet præsidentvalg

Den afgående præsident Goodluck Jonathan har erkendt sit nederlag ved det nigerianske præsidentvalg, hvor rivalen fra oppositionspartiet APC, den tidligere kupmager Muhammadu Buhari, vinder en klar sejr.

Jonathan har ifølge en talsmand for APC ringet og ønsket Buhari tillykke.

- Klokken fem minutter i 17 ringede præsident Jonathan til general Muhammadu Buhari, vinderen af valget, og ønskede ham tillykke, siger talsmand Lai Mohammed.

- Jeg tror, at han har erkendt nederlaget. Der har altid været en frygt for, at han måske ville nægte at overlade magten, men han forbliver en helt for denne gerning. Spændingerne vil falde dramatisk.

En opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters giver Buhari 15,4 millioner stemmer, mens Jonathan har fået 13,3 millioner.

Buharis talsmand erklærede allerede midt på eftermiddagen tirsdag, at oppositionslederen havde vundet. Han kalder valgsejren, som ikke er bekræftet, historisk.

- Det er første gang i Nigeria, at en siddende regering bliver stemt fra magten alene med demokratiske midler, siger talsmanden Lai Mohammed.

- Det nigerianske folk har erobret magten.

Goodluck Jonathan har været præsident siden 2010, og Muhammadu Buhari har tidligere har stået i spidsen for et militærregime i landet efter et kup i 1983.

Muhammadu Buhari siger nu, at han er blevet demokrat.

I de fem år Goodluck Jonathan har stået i spidsen for Afrikas mest folkerige land, har Nigeria været plaget af korruption, og den afgående politiske ledelse har ikke formået at bekæmpe islamisterne i Boko Haram - tværtimod.

Boko Haram har vundet terræn det seneste år i den nordøstlige del af landet, og gruppen har de seneste måneder også angrebet i nabolande.

For at snuppe sejren i første valgrunde skal en kandidat ud over flest stemmer også have mindst 25 procent støtte i to ud af tre af landets 36 stater og i hovedstadsområdet.

Ellers følger en anden valgrunde.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip