Opråb fra Distortion: Manglende salg af armbånd truer gadefester

Skrevet af Ann Katrine Warren

31/05/2013

Dagens topnyheder

Distortion i København er lig med koncerter, fadøl, glade mennesker og gadefester, men med mindre festdeltagerne begynder at spytte i kassen, så bliver der skåret ned på sidstnævnte.

Ved at købe de såkaldte gadearmbånd støtter deltagerne nemlig festivalen, som ellers er gratis at deltage i.

Men det kniber med at få solgt tiltrækkeligt mange armbånd ad frivillighedens vej. Faktisk havde arrangørerne tidligt fredag eftermiddag kun solgt 4-5.000 armbånd. Skal budgetterne holde, skal 14.000 have købt et armbånd, inden aftenen er omme.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Bliver der ikke det, bliver der én gadefest mindre næste år.

- Vi holder ikke fest uden at kunne passe på jer og gøre rent efter jer - og det skal finansieres med jeres hjælp. Vi er nødt til at være fælles om det her projekt. Vi elsker gadefesterne, og vi har ikke lyst til at skulle vælge mellem Nørrebro og Vesterbro næste år, skriver Distortion i et opråb på Facebook.

I dag holdes gadefesten på Havnen og Refshaleøen, hvor armbåndene kan købes for 100 kroner stykket. Udendørsfesterne varer indtil klokken 22.