Oprah-kendt børnelæge dømt for vandtortur mod steddatter

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

En kendt børnelæge og storsælgende forfatter i USA er blevet kendt skyldig i at have straffet sin datter med "waterboarding" - bedre kendt som vandtortur.

Melvin Morse har skrevet bøger om nærdødsoplevelser, og han har optrådt i tv-shows som "Oprah" og "Good Morning America". Han risikerer nu op til 10 år i fængsel.

Juryen i Sussex County Superior Court i delstaten Delaware voterede i mere end fem timer, før de kom frem til en kendelse: Morse blev kendt skyldig i seks ud af otte anklagepunkter - blandt andet for overgreb og for at have bragt et barns liv i fare.

Straffen skal udmåles til april ved et nyt retsmøde. Retssagen mod 60-årige Morse begyndte i januar.

Hans steddatter, som i dag er 12 år, har fortalt, at Morse i juli 2012 mishandlede hende fysisk - hun blev blandt andet udsat for vandtortur og flere gange trukket hen over en grusbelagt indkørsel. Steddatteren sagde under retssagen, at hun frygtede for sit liv.

Morses advokater har argumenteret for, at pigen og hendes mor, som begge var i vidneskranken under retssagen, løj om mishandlingen. Den 41-årige mor blev i sin tid også anholdt og mistænkt for overgreb på pigen.

Hun kendte sig skyldig i en række forseelser i maj og gik med til at vidne mod Melvin Morse.

60-årige Morse nægter at have udsat steddatteren for waterboarding, men hævder i stedet, at han blot forsøgte at vaske hendes hår.

/ritzau/Reuters