Oprejsning til René Holten Poulsen

Som forsvarende europamester var det en fæl skuffelse for René Holten Poulsen, at han måtte nøjes med en femteplads i lørdagens VM-finale i tyske Duisburg på den olympiske 1.000 meter-distance efter at have været helt fremme i næsten hele finaleheatet.

Derfor gav søndagens finale på den halve distance oprejsning til det danske kajak-kraftværk, da han her erobrede sølv efter tyskeren Tom Liebscher, der tog guldet efter en forrygende slutspurt.

René Holten Poulsen lå ellers helt fremme i feltet efter 250 meter side om side med franskmanden Arnaud Hybois, men så satte Liebscher turboen til og kom i mål over ét sekund foran den danske kajak-roer.

Den danske VM-sølvmedalje i Duisburg er den første VM-medalje for René Holten Poulsen, og den udløste stor jubel på bredden i den danske lejr.

- Jeg er bare så lykkelig lige nu og glad på både på René Holtens vegne, men også på Dansk Kano og Kajak Forbunds vegne. Det var en forløsende medalje, for det er efterhånden en del år siden, Danmark sidst var på podiet ved et VM, siger sportschef Bo Vestergaard.

Med sølvet tror sportschefen også, at René Holten nu har knækket den VM-kode, der har hvilet lidt som en forbandelse over Maribo-roeren ved de tidligere verdensmesterskaber.

- Han roede et rigtig godt løb på 500 meter, så nu tror jeg, han med sit 500 meter løb viste, hvordan en VM-finale skal ros, siger Bo Vestergaard.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip