Oprørere har fjernet de fleste lig fra nedstyrtningssted

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Separatisterne i det østlige Ukraine har øjensynligt forladt stedet, hvor et malaysisk passagerfly styrtede ned torsdag, efter at stort antal af de omkomne er blevet kørt væk, mens oprørerne beskyldes for at skjule beviser.

- Der var søndag morgen fundet 196 lig i Shakhtarskij-regionen på stedet, hvor en Boeing 777 styrtede ned, hedder det i en pressemeddelelse fra den lokale afdeling af Ukraines katastrofeministerium.

En ukrainsk talskvinde, Natalija Bystro, siger ifølge AP, at katastrofeministeriets folk har arbejdet under højtryk og er blevet tvunget til at udlevere de omkomne til væbnede oprørere.

Det russiske nyhedsbureau Ria Novosti siger, at et tog med fem kølevogne har transporteret de omkomne mod Donetsk. En officiel erklæring om de omkomne vil blive udsendt senere, hedder det.

Observatører fra OSCE har inspiceret vognene, mens de var ledsaget af bevæbnede oprørere. Toget er senere kørt mod sydvest - til en ikke oplyst station.

Alexander Hug fra OSCE-gruppen siger, at hans folk har set ligsække i jernbanevognene, men at de ikke var i stand til at tælle dem.

OSCE siger dog senere i en erklæring, at 169 af de omkomnes ligposer er set om bord i toget.

Sergej Kavtaradse, der er højtstående embedsmand i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk, siger, at alle de 196 fundne lig er i toget.

AFP skriver, at der også er blevet fjernet markeringer, som viste, hvor de omkomne blev fundet.

En talsmand for Ukraines nationale sikkerhedsråd siger, at oprørerne "gør alt, hvad de kan for at skjule beviserne for, at det var et russisk missil, som nedskød det malaysiske fly."

- Terroristerne gør alt, hvad de kan for at skjule beviser for russiske missilers rolle i nedskydningen af flyet, siger Andrij Lysenko.

Han siger, at oprørerne har fjernet vragdele i lastbiler og har rodet så meget rundt på nedstyrtningsstedet, at haverieksperter får meget svært ved at gennemføre deres arbejde.

Samtlige 298 om bord på Malaysia Airlines-flyet, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, blev dræbt, da passagerflyet åbenbart blev skudt ned af et missil.

/ritzau/Reuters