Oprørere rykker frem: Yemens premierminister går af

Shiamuslimske oprørere indtog søndag regeringens hovedkvarter i Yemen, mens premierminister Mohamed Basindawa trak sig tilbage og anklagede præsidenten for at være diktatorisk, lyder det fra højtstående embedsmænd.

Det er ellers ikke mere end en dag siden, at FN's udsending Jamal Benomar lørdag erklærede, at der var indgået en aftale for at "løse den nuværende krise".

Oprørerne har været involveret i voldelige sammenstød i dagevis med sunnimuslimske soldater, og de har ydermere overtaget den statslige radiostation.

Talsmand for rebellerne Mohammed Abdulsalam bekræfter på sin facebookside, at regeringens hovedkvarter er indtaget, og at premierministeren er trådt tilbage.

Fredsaftalen er indgået mellem regeringen og houthi-oprørere og skulle stoppe kampene og bane vejen for en ny regering indenfor to uger.

Premierministeren bekræfter sin afgang i et brev.

- Jeg har besluttet at indgive min opsigelse fra regeringen ud fra min bekymring om at bane vejen for en ny aftale, der er indgået mellem lederne af Ansarullah (houthi-oprørerne red.) og broder Abd-Rabbu Mansour Hadi, præsidenten for republikken, skriver Basindwa i et brev, Reuters har set.

Søndag aften underskrev oprørerne endnu en aftale under overværelse af FN's udsending, rapporterer det statslige nyhedsbureau Saba. Præsidenten, FN's udsending, repræsentanter fra Yemens politiske partier og oprørerne overværede ceremonien.

Lørdag indførte regeringen et udgangsforbud i dele af hovedstaden på grund af kampene, der har efterladt snesevis af døde, mens oprørerne forlanger politisk forandring.

I maj mistede mindst 120 mennesker livet i det nordlige Yemen under kampe mellem regeringsstyrker og shiamuslimske houthi-oprørere.

Yemens regering har tidligere forgæves forsøgt at få en våbenhvile i stand med de shiamuslimske oprørere i den langvarige væbnede konflikt i den nordlige del af det arabiske land.

Regeringsvenlige styrker har kæmpet mod oprørerne, der gjorde deres indtog i Sanaa fra deres hovedkvarter i bjergene for flere uger siden.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip