Oprørsgruppe overgiver sig i Armeniens hovedstad

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

Væbnede armenske oprørerne, som havde forskanset sig på en politistation i Armeniens hovedstad, Jerevan, i to uger, har overgivet sig, oplyser landets sikkerhedstjenester.

En politimand blev dræbt, da oprørerne stormede politistationen tidligere i denne måned og tog adskillige gidsler, som gradvist er blevet frigivet. En anden politimand blev senere skudt og dræbt, da han sad i sin bil uden for politistationen.

- Sikkerhedstjenesternes antiterroroperation er afsluttet og har ført til, at medlemmerne af den væbnede gruppe har nedlagt deres våben og overgivet sig til myndighederne, siger de nationale sikkerhedstjenester i en erklæring.

- 20 terrorister er nu anholdt, hedder det.

Den væbnede gruppe angreb politistationen den 17. juli.

Myndighederne havde udstedt et ultimatum, og oprørerne synes at have overgivet sig, inden politiet nåede at storme bygningen.

Der lød flere skudsalver og eksplosioner sent lørdag i Jerevan, hvor tilhængere af oppositionen demonstrerede for at en fredelig afslutning på belejringen af politistationen.

Den væbnede gruppe havde stillet krav om en frigivelse af en fængslet oppositionsleder, Jirair Sefilian, som har ført kampagne for et regeringsskifte i Armenien, og som kræver en hårdere linje over for den territoriale fjende Aserbajdsjan.

Sefilian blev anholdt sidste måned og sigtet for at planlægge "terroraktiviteter."

Relationerne mellem Armenien og Aserbajdsjan er stadig meget spændte, efter at der i april udbrød kampe ud om den omstridte region Nagorno-Karabakh.

De to tidligere sovjetrepublikker har i årtier ligget i stridigheder Nagorno-Karabakh, som overvejende har en kristen armensk befolkning, men som af FN er anerkendt som en del af det muslimske Aserbajdsjan.

/ritzau/AFP