Oprørsgruppe: Vil hævne sig med 1000 raketter

Den syriske oprørsgruppe al-Nusra Fronten truer søndag med at hævne sig på indbyggerne i de landsbyer, der støtter præsident Bashar al-Assad, efter påstande om, at hans styrker har anvendt kemiske våben under krigen i Syrien.

- De alawitiske byer vil betale prisen for hvert kemikalieangreb, der ramte vores folk i Damaskus, siger lederen af al-Nusra Fronten, Abu Mohammed al-Golani, i en lydoptagelse, der lagt ud på nettet og på det sociale netværk Twitter.

- 1000 raketter vil blive anvendt til dette formål, tilføjer lederen af den islamistiske gruppe, som har tætte bånd til terrornetværket al-Qaeda.

Det er landets største oppositionsparti, Den Nationale Koalition, som har beskyldt Assad-styret for at bruge kemiske våben.

Oppositionspartiet påstår, at flere end 1300 civile er blevet massakreret ved et giftgasangreb i udkanten af Damaskus natten til onsdag. En påstand, Assads regime pure har benægtet. Det beskylder til gengæld oprørere for at stå bag angrebet.

I sin lydbesked opfordrer Abu Mohammed al-Golani oppositionsstyrker over hele landet til at være med til at tage hævn over alawitterne i et angreb, der måske allerede vil finde sted søndag.

Alawitterne tilhører en sekt under den shiamuslimske islam, som omfatter omkring to millioner af Syriens indbyggere - deriblandt præsidenten selv. De har haft kontrollen over Syrien i årtier og udgør hærens hårde kerne.

Mange alawitter frygter at miste alt, hvis Assad-regimet falder.

Ordret betyder navnet alawit Alis efterfølgere - den Ali, der var profeten Muhammeds svigersøn og yngre fætter.

Deres religionsudøvelse er delvist hemmelig og indeholder visse elementer af kristendom. Derfor anerkender mange muslimer ikke alawitternes tilhørsforhold til islam.

Sunnimuslimer har traditionelt anset alawitterne for at være kættere.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip