Oprørsgrupper dræber mindst 18 civile i Aleppo

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Mindst 18 civile er dræbt og 120 såret i den syriske by Aleppo, efter oprørsgrupper fredag har bombarderet områder af byen, som er kontrolleret af syriske regeringsstyrker.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP.

Blandt de dræbte er fire børn.

Trods en midlertidig våbenhvile, som det syriske styre selv erklærede onsdag, var regeringens kampfly fredag på vingerne for at bombe oprørsstillinger i dele af Aleppo, oplyser Observatoriet til det tyske nyhedsbureau dpa.

Her blev mindst 12 dræbt. Af dem var halvdelen børn, siger den britisk baserede organisation, der får sine oplysninger fra et netværk af aktivister og kilder over hele Syrien.

Regeringen erklærede de tre dages våbenhvile i anledning af den årlige eid-fest, der markerer afslutningen på muslimernes fastemåned, ramadanen.

Men kampene er fortsat på trods af våbenhvilen, der formelt udløber ved midnat fredag.

Torsdag rykkede syriske regeringsstyrker tættere på de områder af Aleppo, som oprørsgrupperne kontrollerer.

Præsident Bashar al-Assads styre har gennem længere tid været i gang med en offensiv mod storbyen i det nordlige Syrien.

Der bor mellem 250.000 og 300.000 mennesker i Aleppo i dag, vurderer observatoriet.

Inden demonstrationerne brød ud i Syrien i 2011 og siden udviklede sig til en blodig konflikt, var Aleppo Syriens største by med lidt over to millioner indbyggere.

/ritzau/