Oprørsstyrker overlader frivilligt millionby til Assad

Skrevet af admin

01/12/2015

Dagens topnyheder

Lokale myndigheder og oppositionsgrupper i den syriske by Homs er blevet enige om en aftale, som betyder, at væbnede oppositionsgrupper forlader et oprørskontrolleret område af byen.

Det siger Talal al-Barazi, der er guvernør i Homs, i en udtalelse.

Tidligere tirsdag sagde kilder til nyhedsbureauet Reuters, at repræsentanter for det syriske styre mødtes med embedsmænd fra FN i Homs, som under borgerkrigen har været en af de største slagmarker.

Aftalen om en våbenhvile omhandler Waer-distriktet i Homs.

Waer er det sidste oprørskontrollerede område i byen, som blev kaldt "revolutionens hovedstad", da oprøret begyndte i Syrien i 2011 efter folkelige opstande for demokrati i blandt andet Tunesien og Egypten.

Tirsdagens aftale omfatter også en indsats for at afklare "statussen for militante, som ønsker at aflevere deres våben og vende tilbage til deres normale liv", lyder udtalelsen fra guvernøren.

Ifølge syrisk stats-tv vil de bevæbnede grupper forlade Waer fra begyndelsen af næste uge. Aftalen implementeres i løbet af en periode på to måneder og indebærer, at Homs kommer under regeringens kontrol.

2000 oprørere skal forlade Waer-distriktet, lyder det.

Der har været flere lokale våbenhviler og forsøg på at opretholde dem i den vestlige del af Syrien i år, hvilket sker i fraværet af en national løsning. Krigen har varet i knap fem år og kostet en kvart million mennesker livet.

Homs var før krigens udbrud en millionby, og den er Syriens tredjestørste by efter Aleppo og Damaskus.

Homs er en naturlig indgang til de øvrige syriske byer fra Middelhavet og et trafikalt knudepunkt, men en stor del af byen er blevet ødelagt under krigen.

/ritzau/Reuters