Opruster i kampen mod id-tyveri

Flere og flere danskere rammes af identitetstyveri på nettet.

Nu går Forbrugerrådet ind i kampen mod digitale tyveknægte og lancerer en ny Facebook-side, hvor forbrugerne kan finde gode råd og hjælpe hinanden, hvis de bliver udsat for identitetstyve.

Der er nemlig brug for hjælp og støtte til dem, som bliver ofre for identitetstyveri - både on- og offline. Det siger formand i Forbrugerrådet Anja Phillip.

- Det kan være en meget krænkende og tidskrævende oplevelse, når regninger for varer, man ikke har købt, hober sig op, skriver hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi har derfor lavet en side, hvor vi samler gode råd til, hvad man skal være på vagt overfor, og hvordan man skal forholde sig, hvis man oplever at få frastjålet sin identitet.

Hun understreger, at der stadig er behov for en instans, der kan hjælpe ofre for identitetstyveri med telefonisk rådgivning og konkret sagsbehandling. Identitetstyveri er nemlig en stor trussel mod forbrugersikkerheden, vurderer Forbrugerrådet.

I USA findes der allerede sorte markeder for personlige oplysninger, og der skal vi ikke ende i Danmark, lyder det fra Anja Phillip.

- Vi kan begynde kampen mod identitetstyveri med at få undersøgt, hvor mange der får frastjålet deres identitet herhjemme, siger hun og fortsætter:

- Indtil nu har der ikke været megen politisk interesse for sådan en undersøgelse eller for identitetstyveri generelt, men vi håber, at en masse mennesker vil dele og synes godt om vores side og på den måde være med til at få politikerne i tale om problemet.

Det Kriminalpræventive Råd vurderer, at antallet af ofre for identitetstyveri er steget fra cirka 48.000 personer i 2009 til cirka 73.000 i 2012.

Lidt over halvdelen af ofrene fik stjålet deres oplysninger på nettet.

Forbrugerrådets nye initiativ kan findes på: www.facebook.com/stopidentitetstyveri.

/ritzau/

 

Dagens Gossip