Oprykkerklub snupper vigtige point fra Atlético Madrid

Skrevet af admin

09/02/2014

Mest læste i dag

Atlético Madrid mistede lørdag aften vigtige point i den bedste spanske liga, da de tabte på udebane til oprykkerklubben Almeria, der lå på 17.-pladsen inden kampen. Med sejren er holdet nu oppe på 13.-pladsen.

Det så i lang tid ud som om, at de to klubber ville dele pointene imellem sig, men efter 80 minutter scorede hjemmeholdets Jose Antonio Verza. Seks minutter senere slukkede Verza alt håb om Madrid-point, da han scorede til slutresultatet 2-0 på straffespark.

Atlético Madrid var reduceret til 10 mand i de sidste fem minutter af den ordinære spilletid, da holdets reservemålmand Daniel Aranzubia fik direkte rødt kort.

Nederlaget til Atlético Madrid skaber for alvor spænding i toppen af La Liga.

Real Madrid vandt lørdag 4-2 over Villarreal på Bernabeu og har nu 57 point ligesom Atlético Madrid. Real Madrid ligger dermed nummer et med en bedre målscore. De to klubber mødes 2. marts.

Verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, var ikke med i lørdagens kamp, da han har karantæne.

Real Madrid var foran med to mål tre gange, men to gange kom Villarreal tilbage.

Klubben slog samtidig en rekord, der har stået siden 1958. Real Madrid havde holdt nullet på hjemmebane i 724 minutter, inden Villareals Mario Gaspar sparkede bolden ind. Den tidligere rekord lød på 703 minutter, skriver den svenske avis Expressen.

På tredjepladsen ligger Barcelona, men klubben kan komme op på siden af de to rivaler, hvis Messi og co. vinder over Sevilla på udebane søndag.

/ritzau/