Optagelses-champagnen kom alligevel frem

»Det var ret tydeligt, at jeg havde fået en standby-plads. Selv om det er farligt, havde jeg regnet med at komme ind. Det er ikke et vildt populært studie ligesom medicin eller jura. Jeg er også kommet ind på studiet før,« siger hun og forklarer, at hun bestemt ikke var tilfreds med fejlen, som ramte omkring 2.000 ansøgere til Aarhus Universitet.

»Jeg synes faktisk, det er ret voldsomt, at det kan ske. Selvfølgelig sker der fejl. Men universitet må jo vide, at det betyder noget for rigtigt mange. Det er ens fremtid, det drejer sig om« siger Anne Gregersen og fortæller, at hun, mens hun endnu ikke havde fået besked om fejlen, nåede at købe en flybillet til Barcelona i Spanien.

»Billetten er købt, og jeg kommer også til at bruge den. Jeg havde nok ikke booket den, hvis jeg havde fået af vide, jeg var kommet ind med det samme, siger hun og griner:

»Det kan da være universitetet skal betale billetten. Nej, det skal de selvfølgelig ikke«.

Anne Gregersen tog selv kontakt til universitet, der en time senere svarede hende, at der var tale om en fejl.

Fejlen opstod ifølge universitetet på den selvbetjeningsside, hvor de unge kunne se, om de var optaget ved midnat mandag. Ansøgere, der havde søgt om en standby-plads, hvis de ikke kom direkte ind på drømmestudiet, fik således af vide, at de havde fået en standby-plads - uanset at de rent faktisk var kommet direkte ind.

Tirsdag beklagede universitetet fejlen. Samtidig blev der tirsdag sendt besked ud til alle de berørte personligt. Ifølge Aarhus Universitet stod alle de nye studerende dog rigtigt placeret i universitets optagelsessystem. Og det brev, ansøgerne modtog med posten tirsdag fra universitetet, indeholdt de rigtige oplysninger.

»Heldigvis har jeg stadig champagnerne på køl, de fortjener næsten at komme frem nu,« siger Anne Gregersen.

Dagens Gossip