Optimisme i K-bagland: Vi skal over fem procent

Skrevet af admin

24/10/2015

Mest læste i dag

Det Konservative Folkeparti holder lørdag sit første landsråd siden valget i juni, som kostede to mandater, og igen gjorde partiet til Folketingets mindste.

Men trods tilbagegangen er der optimisme at spore i baglandet.

Her mener flertallet af de 114 lokal- og storkredsformænd samt by- og regionsrådsmedlemmer, som har besvaret en rundspørge fra Ritzau, at partiet styrer efter en fremgang til over fem procent af stemmerne ved næste valg.

- Jeg var også med dengang, vi fik 42 mandater under Schlüter, og fem procent er ikke et endemål. Men vi må se på, hvad der er realistisk i den situation, vi er i, siger René Ahlgren-Møller, som er lokalformand for partiet i Brøndby.

Han er blandt de 69 procent, der har svaret, at målet bør være over fem procent af stemmerne.

Ved valget i forsommeren fik De Konservative 3,4 procent af stemmerne, og det er det laveste ved et folketingsvalg i partiets 100 år lange historie.

Men Allerøds konservative borgmester, Jørgen Johansen, tror på, at udviklingen kan vendes i den nystartede valgperiode.

- Jeg synes, vores folketingsgruppe er kommet godt fra land og har markeret sig på flere sager - blandt andet grundskylden. Før har vi været de pæne i klassen, som har stemt med, hvis vi har fået lidt retur, påpeger han.

I Ritzau Index, som er et gennemsnit af seks af landets toneangivende målinger, ligger partiet aktuelt til 3,0 procent af stemmerne, hvilket vil koste yderligere et mandat, hvis det veksles til et valgresultat.

Det synes dog ikke at bremse ambitionsniveauet i baglandet, hvor kun fire procent af deltagerne i Ritzaus måling mener, at partiet bør koncentrere sig om at fastholde det nuværende mandattal.

Derimod mener 12 procent, at succeskriteriet er at komme over 10 procent ved næste valg.

Politisk ordfører, Mai Mercado, havde hverken torsdag eller fredag mulighed for at lade sig interviewe om Ritzaus rundspørge, men i en mail fra partiets pressetjeneste, skriver hun:

- Vi synes, det er rigtigt godt, at vi har et ambitiøst bagland. Det lover godt og viser, de tror på partiet. Umiddelbart vil vi ikke sætte tal på fremgangen ved næste valg. Vi kan dog garantere for, at vi vil arbejde alt, hvad vi kan for, at den bliver så stor som mulig.

/ritzau/