Optimisme ved COP21: Det går langt bedre end i København

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Udsigterne for en bindende aftale ved den igangværende klimakonference i Paris, COP21, er lovende.

Sådan lyder det fra flere sider, efter den første uge er overstået, og et første udkast til en aftale er klar til de videre forhandlinger.

Dermed tegner der sig en helt anden optimisme end ved COP15 i 2009 i København, hvor målet om en bindende aftale ikke blev nået.

- På det her tidspunkt i København stod vi med 300 siders tekst og en gennemtrængende fornemmelse af fortvivlelse, siger klimaekspert i miljøorganisationen Greenpeace Martin Kaiser til det franske nyhedsbureau AFP.

- Her i Paris er vi nede på 21 sider, og atmosfæren er fortsat konstruktiv, tilføjer han.

Da mødet mellem de 195 deltagende nationer begyndte i mandags, var forhandlingsteksten på 55 sider og indeholdt over 1000 kantede parenteser, som bruges i forhandlingsdokumenter til at markere de tilbageværende stridspunkter.

Stats- og regeringscheferne skød mødet i gang, og siden har der været forhandlet på embedsmandsplan. Mandag bliver der skruet op for intensiteten, når landenes miljø- og klimaministre kommer til Paris. Fra Danmark deltager klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Greenpeace-manden understreger, at der stadig er uenigheder, og at en aftale på ingen måde er garanteret. Men optimismen går igen flere andre steder på konferencen.

- Jeg er optimistisk, erklærer Robert Stavins, som leder det amerikanske Harvard-universitets miljøøkonomiske uddannelse, over for nyhedsbureauet Reuters.

- Det er væsensforskelligt fra København, tilføjer han.

Blandt de fortsatte uenigheder er blandt andet, hvilket mål der skal sættes for den maksimale temperaturstigning.

Landene er heller ikke enige om, hvornår der skal gøres status over de enkelte landes forpligtelser, og om de skal forsøges skærpet eller blot evalueres.

Ved COP15 i København vakte det voldsom utilfredshed, at der fra konferencens start cirkulerede et dokument, som også havnede i medierne.

Dokumentet blev kaldt "den danske tekst" og blev opfattet som et aftaleudkast lavet forud for konferencen af blandt andre Danmark, Storbritannien og USA.

Over for Reuters kalder FN's klimachef, Christiana Figueres, det "fuldstændig udelukket", at noget lignende kan ske i Paris.

/ritzau/