Optimisme: Volvo nyansætter 1300 til natarbejde

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Den kinesisk-ejede bilproducent Volvo vil udvide arbejdsstyrken i Sverige med omkring 1300, da salget af biler går forrygende og imod trenden i den globale bilindustri.

- Salget af biler hos Volvo Personvagnar steg 9,2 procent i årets første ni måneder, hedder det videre i meddelelsen, hvor bilproducenten forudser et salg i år på omkring 470.000 biler.

- Det er en absolut rekord for gruppen, hedder det.

De nye forandringer skal sættes i værk i det første kvartal næste år, hvor fabrikken kommer til at have omkring 4600 ansatte.

Et natskifte, som ikke har været i gang i Torslanda siden 2008, vil blive indledt, når produktionen begynder af den nye XC90 - SUV, som er Volvos første helt nye bi, siden det blev købt af Zhejiang Geely Holding fra Ford i 2010.

Den ny Volvo XC90 havde snigpremiere i Stockholm tidligere på efteråret, men blev for alvor præsenteret for branchen på bilmessen i Paris i begyndelsen af oktober.

Ifølge Volvos administrerende direktør, Håkan Samuelsson, vil bilproducenten øjeblikkeligt begynde at rekruttere folk til samlebåndsproduktionen.

- Det tager tid at finde 1300. Vi begynder nu og skal være klar i april, hvor vi har brug for en sådan kapacitet, siger han og tilføjer, at beslutningen har givet anledning til mange spekulationer, da ledelsen har været bekymret for, hvorvidt det var det rigtige tidspunkt at udvide på, og hvorvidt det var "for optimistisk".

Volvo Personvagnar blev adskilt fra Volvos lastbilgruppe i 1999 og beskæftiger i dag 23.000 på globalt plan.

Samuelsson siger, at Volvo sigter efter konkurrere med tyske Audi, BMW og Mercedes samt det japanske Toyotas luksusmærke Lexus.

- Vi vil betragtes som et af de fem prestigemærker uden at give slip på det folkelige segment i Sverige. Det ser jeg ingen problemer med, hvis man ser på, hvordan Mercedes håndterer den situation i Tyskland, siger han.

/ritzau/TT