Optimismen spirer i Spanien

Spaniens regering opjusterer vækstprognosen for 2014 en smule.

Det siger Luis de Guindos, den spanske finansminister, i et interview med Financial Times.

Det er eksporten, der er i gang med at trække Spanien ud af en lang og tung recession, og det betyder, siger ministeren, at væksten i 2014 bliver "en smule" bedre end de 0,5 procent, som prognosen hidtil har lydt på.

- Vi har langt mere tro på det, end vi havde for seks måneder siden, siger de Guindos.

Spanske embedsmænd har i de seneste uger også talt mere optimistisk om økonomien end længe.

De seneste data viser, siger de, at Spanien er lige ved at komme ud af recessionen, der tog fart i 2008, da boligboblen gik af, og verden samtidig blev ramt af finanskrisen.

Bruttonationalproduktet (BNP) skrumpede i årets andet kvartal med 0,1 procent i forhold til første kvartal.

Regeringen mener, at BNP vil stabilisere sig eller vokse med op til 0,2 procent i årets tredje og fjerde kvartal.

Arbejdsløsheden har længe været skræmmende, men også her kan der være gode nyheder på vej.

Finansministeren siger, at arbejdsløsheden ved udgangen af i år vil være lavere end de 27,1 procent, som prognosen i øjeblikket siger.

Det er dog ikke alle, der er lige så optimistiske som finansministeren.

En del analytikere er mere forsigtige. Flere af dem vurderer, at der trods enkelte lyspunkter vil komme en periode med stagnation i Spaniens økonomi.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip