Optimistisk Riis: Contador bliver kun bedre

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

Alberto Contador angreb sine konkurrenter og var stærkt kørende på 9. etape af Vuelta a Espana søndag.

Derfor kan han og holdet ikke længere skjule, at Tinkoff-Saxos hold nu kører det spanske etapeløb med større ambitioner end blot at vinde etaper.

- Jo jo, lige nu ligger han jo fint til, og jeg har svært ved at se, at han går ned. Selvfølgelig kan man have en dårlig dag, men tværtimod tror jeg snarere, at han bliver bedre, siger Bjarne Riis til TV2.

Alberto Contador og Riis bemærkede undervejs på den afsluttende stigning, at Chris Froome så slidt ud. Derfor angreb spanieren og tog 23 sekunder fra en af sine største konkurrenter i den samlede stilling.

- Det var vigtigt med de sekunder. Helt sikkert. Vi har jo også set, at Froome på andre etaper har kørt efter få sekunder, så selvfølgelig er det vigtigt, fortsætter Tinkoff-Saxo-holdets manager.

Alberto Contador er lige nu på andenpladsen i Vuelta a Espana, tre sekunder efter den førende Nairo Quintana (Movistar).

Rytterne har hviledag mandag, mens de fortsætter løbet tirsdag med en enkeltstart over næsten 37 kilometer.

/ritzau/