Optræk til ny ballade i Istanbul

Tusindvis af mennesker har atter været på gaderne i Istanbul natten til søndag.

I løbet af natten blev der bygget barrikader og tændt bål flere steder, efter uropoliti lørdag aften brugte tåregas og vandkanoner for at få ryddet Geziparken og den nærliggende Taksimplads for demonstranter.

Taksimpladsen, der har været centrum for mere end to ugers voldsomme regeringsfjendtlige protester, er nu afskærmet af store politistyrker og pansrede køretøjer.

Erdogan havde før aktionen advaret om, at sikkerhedsstyrker ville rydde pladsen, medmindre demonstranterne trak sig tilbage før det regerende partis offentlige møde i Istanbul søndag.

Titusindvis af støtter af den tyrkiske regering ventes ifølge nyhedsbureauet AFP at deltage til mødet.

- Vi har vores møde i Istanbul i morgen (søndag, red). Og jeg siger det meget klart: Taksimpladsen skal evakueres. Ellers ved dette lands sikkerhedsstyrker, hvordan den bliver ryddet, sagde premierminister Erdogan til titusinder af tilhængere i Ankara.

Lokale tv-optagelser fra Istanbul viste demonstranter blokere en hovedvej til Atatürk-lufthavnen i den vestlige del af byen, mens flere hundrede demonstranter bevægede sig mod en af af de hovedbroer, som via Bosporusstrædet fører mod Taksim-pladsen.

En af Tyrkiets vigtigste offentlige fagforeninger, Kesk, meddelte lørdag aften, at de vil opfordre til generalstrejke mandag. En anden fagforening indkaldte til et hastemøde for at drøfte, om den skal støtte strejken.

- Vi havde allerede truffet en beslutning om at gå i strejke, hvis der kom en aktion i parken. Så i morgen vil vi officielt erklære en strejke, der skal finde sted mandag, sagde Mustafa Turgut, der er talsmand for Kesk og dens cirka 240.000 medlemmer.

Beskeden "en million mennesker til Taksim" - en opfordring om flere demonstrationer mod regeringen søndag - er en af de mest populære på Twitter.

- Politiets brutalitet er rettet mod at rydde Istanbuls gader, og dermed bane vejen for Erdogans møde i morgen (søndag, red), sagde Oguz Kaan Salici, Istanbul-formand for det største oppositionsparti, Folkets Republikanske Parti.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip