Orban skrotter kontroversiel internetlov

Skrevet af admin

31/10/2014

Dagens topnyheder

Efter store folkelige protester har Ungarns premierminister, Viktor Orbán, skrottet et lovforslag om at beskatte borgernes brug af internettet.

- Internetskatten kan ikke indføres i sin nuværende form, siger Orban i et radiointerview fredag morgen.

Tusindvis af mennesker har været på gaden for at protestere mod den nye lov. Kritikerne siger, at det er den højreorienterede regerings forsøg på at undertrykke oppositionen.

Den ungarske økonomiminister, Mihaly Varga, præsenterede forslaget om den nye skat i sidste uge. Han sagde, at skatten på omkring 3,50 krone per gigabyte datatrafik er nødvendig for at få statsbudgettet for næste år til at hænge sammen.

I weekenden var 10.000 mennesker på gaden i Budapest for at vise deres foragt over for regeringens lovforslag.

/ritzau/AFP