Organisation: Forsikringssvindel går ud over de ærlige

Skrevet af admin

22/11/2014

Mest læste i dag

Mindst 500 kroner risikerer ærlige kunder at betale mere i forsikring om året, når uærlige kunder svindler.

Sådan lyder meldingen fra forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension.

Udmeldingen kommer, efter at Berlingske har skrevet, hvordan forsikringsselskaber i stigende grad holder erstatninger tilbage, fordi de mistænker kunder for svindel.

Samtidig bliver det afdækket, at selskaberne i nogle tilfælde efterforsker kunder under mistanke ved hjælp af alt fra videooptagelser til en granskning af den pågældende persons Facebookprofil.

- Det koster de ærlige kunder dyrt. Og når politiet ikke efterforsker svindel med forsikringer, er vi nødt til selv at gøre det, siger underdirektør i Forsikring og Pension Hans Reymann-Carlsen i en pressemeddelelse.

Men det er direktør for interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk, Lars Pram, uenig i. Svindel er strafbart, og efterforskningen skal derfor overlades til politiet, mener han.

- Vi tager klar afstand fra forsikringssvindel. Det går nemlig ud over de andre kunder, og det er i øvrigt også ulovligt, siger han og fortsætter:

- Men de metoder, som selskaberne bruger i dag, er over grænsen for, hvad man skal udsættes for som forsikringskunde.

- Det gælder eksempelvis metoder som at udspørge naboen og hyre privatdetektiver, siger han og henviser til et konkret eksempel i en artikel fra organisationens medlemsblad fra august, hvor et forsikringsselskab havde hyret privatdetektiver til at efterforske en kunde.

I 2013 tilbageholdte forsikringsselskaber erstatninger i godt 4000 sager, hvor der var en mistanke om svindel, ifølge Forsikring og Pension. Det drejede sig om erstatninger for i alt omkring 420 millioner kroner.

/ritzau/