Organisationer i fælles kamp mod mobning

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Skoler over hele landet arbejder for at blive mobbefri, og det går den rigtige vej.

Færre børn end tidligere oplever at blive mobbet, men der er stadig for mange børn, der er bange for at gå i skole eller går hjem med ondt i maven.

Derfor er der brug for en styrket indsats, mener tre organisationer, der er gået sammen i et nyt samarbejde "Alliancen mod mobning".

- Alliancens vision er at stoppe mobning. Det skal ske ved at forebygge og gribe ind over for mobning samt hjælpe børn, der er ramt af mobning.

- Den indsats er mulig ved at samle de erfaringer og den viden, vi har opbygget hver især, og på det grundlag etablere et stærkt og samlet tilbud, der kommer børnene til gode, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i en pressemeddelelse.

Foruden Børns Vilkår omfatter alliancen Mary Fonden og Red Barnet.

Sammen arbejder de ud fra en voksende erkendelse af, at mobning ikke handler om enkelte børn, men om hele klassen eller børnegruppen.

Når et barn mobbes, er det et udtryk for en uheldig udskillelseskultur, hvor ingen kan føle sig sikker.

Derfor fokuserer det nye samarbejde på at styrke hele børnegruppen.

I Red Barnet siger generalsekretær Jonas Keiding, at selv om Danmark er kommet langt, så er målet endnu ikke nået.

Han henviser til tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, der viser, at syv procent af danske skolebørn oplever mobning mindst et par gange om måneden.

- Som de største aktører på området har vi en særlig forpligtelse til at løfte opgaven og tænke nyt og større. Det skylder vi børnene, og det gør vi allerbedst i fællesskab, siger Jonas Keiding Lindholm i en pressemeddelelse.

I første omgang vil de tre organisationer udarbejde materiale til 4., 5. og 6.-klasser. Det skal afprøves i 2017.

Minister for børn, undervisning, og ligestilling Ellen Trane Nørby Nørby (V) hilser det nye samarbejde velkommen. Deres arbejde ligger i tråd med hendes eget ministeriums antimobbeplan, der skal lanceres i begyndelsen af det nye skoleår.

Den indeholder anbefalinger til, hvordan mobning kan forebygges og bekæmpes i dagtilbud, grundskoler og på ungdomsuddannelser.

/ritzau/